Sankt Nikolaus Kirke, Prag. Fanklubben fortæller…

En diskret lille barokkirke

Det gamle bytorv i Prag har meget at kigge på. Hver time samles horder af mennesker for at se det astronomiske ur opføre en lille forestilling komplet med hanegal og apostle, der kigger ud af små vinduer for at tjekke om vi alle har solgt vore ejendele og fulgt Jesus som det sig hør og bør på bare fusser und alles.

Og på sin vis har vi vel – solgt vores ejendele. Eller i alt fald givet afkald på ussel mammon for at følge Jesu fodspor hele vejen til Prag, selvom han aldrig har været der. Men det har hans fans, i en grad så byen er plettet med kirker. En slendretur i den gamle bydel og henover Karlsbroen til den nye gamle bydel afslører en kirke nærmest på hvert eneste gadehjørne.

Jeg ankom til Prag tidligt på dagen, så da klokken nærmede sig 13 stod jeg troligt foran uret sammen med de andre turister og ventede på showtime. Forinden var jeg josket fra hotellet og ned gennem den gamle bydel med underkæben hængede en halv meter længere nede end normalt, så jeg kunne godt lige overskue at stå stille og vippe lidt på tæerne mens jeg lod mig underholde. Da alle apostlene havde gloet ud af de små vinduer og hanen havde galet og alle havde taget billeder som galdt det livet selv, besluttede jeg mig for at finde den der katedral, jeg var kommet ned for at kigge på. Men så faldt jeg over en barokkirke. Sankt Nikolaus Kirke – eller “Chrám sv. Mikuláše” som den hedder på tjekkisk.

Det er jo ikke ligefrem fordi den er diskret, kirken, men jeg så den alligevel ikke før jeg stod lige foran trapperne. Jeg havde travlt med at kigge på en gut, der stod på pladsen med sin guitarspillende ven og sang “The Drugs Don’t Work” bedre end Richard Ashcroft (jo!). Men ind, det skulle jeg da.

Mmm, barok kirkearkitektur. Min næsten-livret.

Da jeg trådte ind i kirken måtte jeg lige hyperventilere lidt ned i en pose. Jeg havde ikke helt styr på hvilken slags kirker, der var i Prag udover den gotiske katedral, så det var lidt som at vinde i Lotto.

Se loftet! Det er så fint og malet.

Den helt store gevinst.

Hvælvingen under pulpituret hvor det fineste sorte orgel står.

Jackpot, pladen fuld, vinderhesten og millionchancen. Sankt Nikolaus er iøvrigt den helgen, der senere blev til Julemanden. Meget passende.

Hvælvingen over pulpituret med det fine sorte orgel

Kirken tilhører hussitterne, en tjekkisk reformkirke. Den er opkaldt efter Jan Hus, en katolsk præst, der gjorde kirken pænt mellemgnaven ved blandt andet at præke på tjekkisk istedet for latin, og ved at kritisere hierarkiet og liebhaverlivet, der var blevet normen blandt præster og munke og kirken i det hele taget. Som tak blev han brændt på bålet som kætter i 1415.

Det er iøvrigt interessant hvor mange religioner og afgrene af religioner, der er startet ved at nogen blev henrettet. Hvis de havde vidst det, dengang, så havde de nok været mere tilbageholdende med kors og brænde.

Et kig op mod alteret og den yderst diskrete lysekrone.

Kvinder kan blive præster i kirken, stod der på en infoplanche, og den er åben for alle. Man praktiserer tankefrihed – men det kunne vel også passe andet i en kirke, hvor inspirationskilden blev gjort til martyr for lige netop det.

Jeg valgte dog at lade være med at søge optagelse på præsteseminaret. Istedet gik jeg ud af kirken og hen på bytorvet, hvor talentfuld fyr nu havde gang i Gary Jules. Hvis han nogensinde bliver berømt, kan jeg måske sælge det billede jeg tog af ham, dengang han stod og sang på bytorvet i Prag.

Chrám sv. Mikuláše
Staroměstské náměstí,
11000 Praha 1- Staré Město

Prag – det er Prag-fuldt.

Sankt Anna på Karlsbroen. I baggrunden katedralen og slottet.

Jeg var i Prag for første gang tilbage i 1996 på en skoletur i 9. klasse. Det var dengang man stadig kunne sætte sig ind i en bus og lade sig transportere  ned gennem Tyskland og videre ud i Europa helt uden sikkerhedssele. Et mirakel at vi overlevede. “Tag med sovebus og nå udhvilet frem!” var mottoet, men jeg kan tydeligt huske hvordan jeg vågnede om natten, da vi ramte det tidligere Østtyskland og de så berømte ex-kommunistiske betonmotorveje. Åh hvem der bare havde haft en milkshake. Eller en søsygetablet.

Til gengæld kan jeg ikke huske så meget andet. Jeg kan huske Karlsbroen og Katedralen og det Astronomiske Ur og at Michael Jackson var i byen for at give koncert og at vi stod foran hotellet i timevis og ventede og jeg tog billeder da han vinkede og så blev mit kamera stjålet (pis).
Jeg kan huske at jeg fik min første cappucino (fire kroner!) og at jeg købte min første CD (The Kelly Family – Over the Hump).
Jeg kan huske at førnævnte Michael Jackson pludselig kom kørende med sit entourage ved Karlsbroen og så STOD HAN UD AF BILEN og jeg klatrede op på en afsats og stod fem meter fra en af de største popstjerner i verden med frit udsyn ud over menneskemængden. Uden kamera. Dammit!

Det Astronomiske Ur på bytorvet, eller Staromestske Namesti som det så mundret hedder på tjekkisk.

Lagret bagest i min hjerne var et minde om en smuk, men forfalden og beskidt by, der netop havde vristet sig fri af kommunisme og besættelse, men alligevel allerede havde fået sig mindst én McDonalds.

Derfor måtte jeg også hoste lidt ned i min hånd da jeg for første gang i 18 år satte mine flade andeplader i den gamle bydel. Nogen havde gjort rent siden sidst! Og placeret en Starbucks lige på hjørnet ved mit hotel. For en person som mig, der troligt starter hver morgen med en cafe au lait (man har vel samlet lidt gode vaner op i Frankrig) var det en lyksalighed af de større.

Jeg har før hørt Prag omtalt som “Østeuropas Paris”. Som inkarneret Paris-fan er det sjældent jeg kan nikke genkendende til slige påstande. Men her passede det faktisk meget godt. Der er mange lighedspunkter, skønheden, de smukke kirker, arkitekturen – samme følelse af grandeur. Men Prag er mere afslappet og hyggelig. Og folk taler engelsk overalt. Det er SKØNT.